Hvorfor ”Show and tell”?
Børn, unge og medier
Vi er gået fra et industrisamfund til et vidensamfund, mobilen har fundet vej til børn og unge, og hver fjerde 9-10 årige dansker har en profil på Facebook. Medierne anvendes på nye måder af børn og unge, og de sociale processer ændres i et globalt perspektiv. Børns brug af medier spiller sammen med eller er en del af deres forskellige sociale aktiviteter og deres sociale og kulturelle relationer Deres on-line verden smelter sammen med deres off-line verden, og i takt med at medie-it-teknoligen bliver tilgængelig for alle, iscenesætter børn og unge sig selv på nettet; på Facebook, YouTube, Twitter etc.. Man kan sige at børn og unges hverdagsliv via medier er blevet til et globalt hverdagsliv.
Globalisering og national identitet
Børn og unge er i dag medspillere i det senmoderne samfund og globaliseringen. De har dagligt adgang til billeder, lyd og kommunikation fra alle dele af verden, og de er både modtagere og afsendere af visuelle budskaber.
Med globalisering bliver verden mere sammensat på tværs af landegrænser, og bare i Europa dækker EU’s indbyggertal på over 100 etniske grupper og der tales 87 forskellige sprog og dialekter.
Med globaliseringen følger ofte behovet for en diskurs om national identitet. En national identitetsdiskurs kan fx ses i en national selvpræsentation, hvori iagttageren er i stand til at genkende noget der referer tilbage til den respektive nation. I Danmark kan det være postkort med den lille havfrue, den danske nationaldragt, kongefamilien etc..
Men også den enkelte medborger kan selvpræsenteres sig i en national diskurs. Med dette medfører også et fokus på refleksivitet, at der lægges fokus på egne handlinger de muligheder der gives for at placere og positionere sig på bestemte måder, og de konsekvenser disse valg rummer.
Ifølge Per Schultz Jørgensen er konsekvensen af senmodernitetens udlejede barndom, at de unges selvopfattelse bliver relationel, de søger bekræftelse, tilbagemelding, anerkendelse, eller de søger positioner der giver dem magt, popularitet eller indflydelse. Herved bliver selvopfattelsen social konstrueret og bliver til noget man er i forhold til andre. Måske også derfor spiller sociale medier så stor en rolle i de unges liv, da der her er mulighed for netop denne konstruering af selvopfattelsen og hermed identitet.
At iscenesætte sig selv, også her kaldet ”selvrepræsentation” er en social handling, da der må etableres et møde med andre. Selvpræsentationen arbejder hen imod, hvordan man ønsker at andre skal opfatte en. Når man arbejder med selvrepræsentationer rummer det et ønske om at blive set, som man selv ønsker at blive set. Man kan derfor agere væk fra hvordan man normalt ser ud eller handler. Der vil opstå en proces, der består af en række til og fravalg. Der er både noget man vælger at vise og noget man vælger ikke at vise. Begge dele kan have en kommunikativ betydning. Udvælgelsen er ikke et privilegium med et vilkår, der hele tiden gør sig gældende.
I det øjeblik der arbejdes videre med fokusset på refleksivitet, opstår tillige muligheden for at få øje på noget, man tidligere altid har betragtet på en bestemt måde. Der kan vel tales om en form for iscenesættelse. Herved kan der opstå en forandring af både modtager og afsenders visuelle forståelse.
Fortællinger i ting
Vi omgiver os med ting der kendetegner den tid vi lever i. Både børn og voksne samler og gemmer ting, både fra deres barndom/tidligere år, noget de holder specielt meget af og objekter der betyder noget specielt for en. Der er en form for ”forstenede ledetråde” der fortæller noget om, hvem man er. I takt med globaliseringen bringer vi disse objekter videre over landegrænser, med hjem fra ferier etc. Ledetrådene fortæller en historie om hvem vi er, hvad vi har af interesser, hvem vi omgås, hvor vi har været og meget mere.
Men ting er forgængelige og ændre kommunikationsform alt efter hvem der kommunikeres til, men også i kraft af tingenes fysiske form og sammenhæng. Derfor er en vigtig dimension i fortællinger i ting den måde man får tilskueren til at få øje på det man vil fortælle, altså tilskuerens møde med fortællingen i ting.
Når børn arbejder med levende billeder f.eks. i video, overskygges billedsiden ofte af det verbale sprog.
”Show and tell” konceptet inviterer til en fortælling om hvem du/I er . Det bliver en billesproglig synliggørrelse af hvem du/I er, hvor ordene bliver et supplement men ikke en nødvendighed. Det giver eleverne mulighed for gennem ”ting” at omformulere eller reformulere hvem de er , og hvordan andre ser dem. Det er selve synsprocessen der er i fokus, og ikke det verbale sprog.
Visitors - turisten
Skal man ”konstruere” et turistblik, må man tage beskuerens briller på. Eleverne skal være dem der ser på Danmark som turister. Som jeg var inde på tidligere er der i globaliseringen brug for en diskurs om national identitet. Men hvad er det at være dansk/være fra Haderslev/være fra Fyn, og hvad repræsenterer os og der hvor vi kommer fra? Ved at konstruere et turistblik tvinger man nye aspekter frem ved den lokalitet man kommer fra, også selvom det ikke normalt er et turiststed. Turistblikket giver mulighed for, at man kan åbne øjnene op for den skønhed eller mangel herpå som ens nærmiljø rummer, eller der kan arbejdes med national skønhed eller mangel herpå.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar