Udvikling af elevernes formsprog

Hvordan kan emnet selvportræt og parafraser udvikle elevernes formsprog og billedkundskab med henblik på oplevelse, beskrivelse, analyse og sammenstilling af forskellige billedudtryk?


I dette emne vil der være stor mulighed for at udvikle og differentiere elevernes formsprog og billedkundskab.
I arbejdet med selvportrættet kommer der ikke kun et objektiv visuel udtryk der kan arbejdes med, men også et mere subjektiv og følelsesmæssigt udtryk der kan kommer frem. Alle elever kan være med når der arbejdes med selvportrættet på en ekspressiv måde, da det netop ikke er en gengivelse af virkeligheden.


Når man inddrager farver og farvernes betydning, kan der benyttes forskellige indgangsvinkler til farver:
varme og kolde farveres betydning,  farvernes psykologiske betydning, hvad forskellige farvers vægtning i billedet betyder etc. Slutteligt kan man inddrage malerier fra kunsthistorien til at belyse ovennævnte, derved kommer elverne rundt i de forskellige ismer, malemetoder og udtryksformer.


Når elever arbejder med portrættet, dygtiggør de sig også indenfor deres tegnemæssige færdigheder. De kan via iagttagelser af ansigtet ændre deres skemataer og komme videre i deres iagttagelsesfærdigheder. Ved at benytte forskellige materialer i arbejdet med portrætter, kan de opleve hvilken betydning valg af materialer har for det billedudtryk der fremkommer.


I Fællesmål står der følgende om billedfremstilling

"Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at

• udtrykke sig i plant billedarbejde
• anvende forskellige teknikker, metoder og materialer hensigtsmæssigt i plant billedarbejde
• anvende praktiske erfaringer og teoretisk viden om formsproglige elementer som form, farve og komposition i billedarbejde
• vælge form, metode og materialer i forhold til indhold
• udvælge, anvende og kombinere forskellige billedudtryk
• arbejde med aspekter af kunst.
• inddrage og reflektere forskellige billedkulturer i det praktiske billedarbejde"

Dette bidrager arbejdet med portrætter med.

Parafrase er en fri bearbejdning af en anden kunstners værk. Det kan være inden for litteratur, billedkunst eller musik. Parafrase indenfor billedkunsten handler om både at se bagud og fremad på én gang. At være bevidst om den kunst der er skabt og bruge den som afsæt for at nyt værk.

Her kommer der en vigtig del af Fællesmål i spil, nemlig samtalen om billeder:

"Undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at

• samtale om billeder
• iagttage, beskrive, fortolke og vurdere billeder
• genkende forskellige billedkategorier og -genrer
• arbejde med billeder i forskellige sammenhænge med baggrund i den historiske og sociale kontekst, de er skabt i
• se forskel på forskellige kulturers billedformer
• forstå billeders funktion inden for forskellige fagområder."

Jeg mener at netop arbejdet med parafraser i billedkunst er med til at åbne op for samtale og analysen af billedekunst. For at kunne lave en parafrase er det nødvendigt at have studeret det originale maleri grundigt, at have analyseret det, for derefter at genfortolke det. Ved at arbejde med forskellige ismer og billeder udvides elevernes formsprog, og de kan bruge dette i eget arbejde med billedfremstillinger. 

Parafrase over Heerups Vanløsemadonna

Jeg har tænkt på hvordan jeg selv ser mig som madonna med barnet på armen. Nogen helgen er jeg ikke, men jeg er stadigvæk kvinde. Jeg har tre fantastiske børn, men skal ikke have flere. Jeg har været der, med en nyfødt på armen og lidt fjern i blikket. Men hvad bærer jeg så på nu, hvis det ikke er barnet. Jeg bærer vel på det at være kvinde - ja altså hele pakken - mor, hustro, elsker, indkøber, husalf, optimister, opbakker, kørselsvejleder, lektiehjælper, studine, selvrealiserende, kaffe drikkende veninde og meget mere. Så jeg bærer vel på mit Q, mit pink Q! For at bibeholde noget af det oprindelige maleri, har jeg besluttet at bibeholde den lyse baggrund, dog nu mere grumset og grøn, og ikke så himmelsk. Og den blå  kittel beholder jeg, som tegn på arbejdet i hjemmet, dog med et snert af grønt, håbefuldt og kreativt kittelgrønt. Den lysende pande, den tager jeg!, og håret bliver temperamentsfuld dybrød med et snert af spirituelt violet. Nu er det bare spændende hvordan det virker. Her er lige et lille dybtryk som skitse - kun som skitse..... Herefter er der to arbejdsgange i parafrasen, den første er første lag på malerbund, den anden er andet lag, herefter vil jeg arbejde med pasteller ovenpå..

 

Her er så min endelige parafrase

Heerups Vanløsemadonna

Hvorfor endte jeg til slut ud med dette maleri. Jeg gjorde mig de erfaringer undervejs, at de malerier jeg først havde valgt - Ole Vinding og Dobbeltportræt - ikke havde historie nok med sig, til at de faktisk var egnede til at parafrasere. Dette er noget som Dorte faktisk havde sagt, men som jeg glædeligt havde glemt. Dette er noget jeg vil have in mente når der skal laves parafraser i folkeskolen. Derfor er valget nu i sidste time faldet på Heerups Vanløsemadonna fra 1938.

 

Maleren, billedhuggeren og grafikeren Henry Heerup (1907-1993) har et særegent og genkendeligt udtryk, ladet med symboler. Heerups kunst besidder en charmerende barnlighed og glæde. Motivet er ofte menneskeskikkelser, hoveder, dyr og fugle, som rummer en vis eventyrlighed. Hans fabulerende fantasi afspejles i de overdådige og farverige billeder, der er fyldt med symboler og en varm humor.

Kunstneren Henry Heerup har malet billedet, der bærer titlen "Vanløse Madonna". Billedet er næsten to meter højt og over en meter bredt, og kvinden og barnet på billedet fremstår dermed i næsten naturlig størrelse. På det tidspunkt, hvor Henry Heerup maler billedet, har han og hans kone, Mille, netop fået sønnen Ole. Begivenheden er afgørende i malerens privatliv, og sønnen og barneuniverset bliver senere i karrieren et fast tilbagevendende motiv.

I maleriet Vanløsemadonna har han skildret hustruen Mille med den nyfødte Ole på armen. Vanløse-madonna er skabt som en moderne udgave af det klassiske, kristne motiv Madonna med barnet.  Kompositionen lægger sig tæt op ad ældre, klassiske fremstillinger af Jomfru Maria med Jesusbarnet. Mille med barnet står centralt og frontalt i kompositionen med en flad, gul baggrund, som i de religiøse forbilleder. Farverne har deres egen symbolik, den røde kjole, som symboliserer kærligheden, den blå kåbe, som symboliserer himlen og den gule baggrund, som symboliserer det himmelske lys. Men Vanløse-madonna er verdslig, selvom Heerup ophøjer Mille i kraft af hendes lighed med kirkekunstens madonnaer. Hun bærer en blå arbejdskittel med store, praktiske lommer, der viser, at hun tilhører arbejdsklassen. Hendes og barnets blik er ikke vendt mod himmelen som Madonna med barnet ofte fremstilles, men er jordisk og henvender sig til beskueren. Mille har et klart blåt blik, fortsætter man symbolikken er blikket åndeligt og himmelsk, som farven på hendes kittel. Men blikket er lidt distancerende, det er et kald at være madonna med barnet, men også en byrde at blive mor for første gang.  Både Milles hænder og også dele af ansigtet er rødt, det er varme og kærlighed, sammen med en visdom der udspringer fra den lyse pande. Hun bærer på barnet med glæde, og barnet er lyst og glad for at blive båret. Barnet har små glade kinder, de udstråler en kraft af at have blevet ammet.

Farveholdningen er klar. Og idet den gule er brugt til baggrund, giver det en lys stemning, da gul jo er den lyseste farve. Men baggrunden indeholder også en gulgrøn der virker fjern og de orange strøg indrammer ligesom figuren i en bevægende cirkel – ja det gør penselstrøgene i det hele taget. Kittelen er ikke violet men blå, dette dæmper kontrasten mellem baggrund og figur, men den kobolt blå farve gør dog stadigvæk, at figuren træder mørkt frem i forhold til baggrunden. . At komplementær farverne grøn og rød samler sig  på Milles bryst og barnets numse, samt som streger på Milles kittel, får os til at fokusere på barnets og midten af billedet, ligesom den orange trækker blikket op mod Milles øjne. Man kommer gennem farverne rundt i billedet og bliver i den vertikale centrum af billedet.

Parafrase af Niels Støbeks Dobbelt portræt

I begyndelse af denne parafrase opgave var jeg optaget af Støbeks Dobbelt portræt fra 1981.

Jeg gik i gang med at skabe en collage med dobbeltportræt som tema. Dobbelt af kvinden, manden, hånden og også mig selv i collagen. Jeg var bevidst om hvordan man via hænde, ansigternes retninger kom rundt i collagen under udarbejdelses processen. Det kom der denne collage ud af.

Herefter lavede jeg en kold og varm neocolor foto-billede af dobbeltportrættet, og til forskel fra den bundne opavee, jeg lavede senere, brugte jeg her sort.

Herefter prøvede jeg at gengive dobbeltportrættet som linoleumssnit og koldnålsradering. Det første blev kun til et prøvetryk, og hvis jeg skal arbejde videre med det, vil jeg gøre de hvide flader mere "enkle" og gøre baggrunde mere dynamisk.

 Jeg har forsøgt mig med et parfrasemaleri, men det er slet ikke færdigt og ikke ret godt. Jeg kom dårligt fra start, og tænker nu, hvad ville jeg selv sige til en elev der var kommet dertil hvor jeg er nu. Hvis jeg ikke skulle foreslå at male billedet over - hvilket jeg ikke ville gøre, da jeg ved at eleven har brugt lang til på det - ville jeg sige til eleven, at farverne sluger hinanden, og at maleriet kræver noget mere dynamik i forhold til lys. Jeg har selv tænkt på at prøve at "samle" maleriet med ecolinefarve, og måske gå "vild" med tuscher. Egentlig har jeg været lidt i tvivl om jeg skulle vis det jeg ikke er tilfreds med her på siden, men det er jo egen forfængelidhed, og hvis jeg skal kunne forlange, at eleverne kigger på deres eget og giver konstruktiv kritik, så må jeg vel også selv kunne gøre det. Se mere her på siden. hvordan maleriet udvikler sig..

Parafrase af Vilhelm Lundstrøms potræt af Ole Vinding

Jeg har arbejdet med forskellige malerier og parafraser over disse. Det første er Vilhelm Lundstrøms portræt af vennen Ole Vinding 1927. Jeg har kun kunne finde dette sort/hvide foto af maleriet, og det er dette foto jeg har arbejdet ud fra. Jeg har læst følgende om maleriet :" Lundstrøm skabte i 1927 med få penselstrg og en enkelt farveholdning et fint portræt af en frodig personlighed, vennen Ole Vinding."

På Statens Museum for Kunsts hjemmeside findes der en video om Lundstøms kunstnerliv : Video om Vilhelm-lundstroem-Statens Museum for Kunst - klik her
Når man ser på den periode hvor dette portræt er malet i, må jeg gå ud fra at det er en geometrisk purisme der præger potrætter, en enkelthed der muligvis er præget af farven blå, som blev hans kendemærke. Jeg har valgt parafrasere maleriet i en mere ekspressiv form ved først at gengive maleriet men i ny stil. Herefter har jeg undersøgt enkeltheden i maleriet ved at gengive det i linoleum. Denne enkelthed er brugt i det efterfølgende dobbeltportræt, dog stadig med et mere ekspresivt farvevalg, hvori jeg har sat mig selv som observatør i det øverste øje. Slutteligt har jeg indsat mig selv i maleriet i en ekspressiv form.

 

Kolde- og varme portrætter på malerbunde

En opgave var at lave varme og kolde portrætter på malerbunde. Jeg har valgt en klassisk fortolkning af varme og kolde farver, og lavet et portræt i gule og røde farver, og et i blå og grønne.Jeg har dog medtaget en violet i de varme farver, hvor man traditionelt ville medtage en gul-grøn og ikke den violette.

 

Her er mine billeder:

Selvom det burde være omvendt rent farvemæssigt, er den blå mest levende i udtrykket. Den varme virker lidt dukke-agtig og stiv. Jeg synes ikke at det er nemt at male sig selv ved at kigge i et spejl. Det er på denne måde jeg har tegnet blindtegningen og den varme farvestilling, mens det den kolde billede er lavet ud fra neocolor fotoet - godt nok lidt snyd...

Blindtegning på malerbund

Med inspiration i Otto Mueller parafraserne, har jeg lavet en blindtegning af mig selv på malerbund. Jeg har først blindtegnet mig selv med en sort tusch, herefter har i flader udfyldt maleriet med pastelkridt og givet det lak. Så har jeg med oliekridt/neocolor blindtegnet ovenpå igen, og det er der kommet dette resultat ud af:

Jeg kunne sagtens finde på at benytte denne teknik med nogle elever. Malerbundene er super sjove at lave, og blindtegningen tvinger os/mig til at slå mine skemataer fra og i stedet lade intuitionen råde, det giver liv og en interessant skævhed. Samtidig synes jeg at pastelkridtenes semi-transperance er med til at give billedet dybde og farvespil.

Portrætparafraser på malerbunde

Jeg har leget med mine malerbunde og to portrætter af Otto Mueller fra 1927, hvor malerbundene giver det første lag, og herefter har jeg arbejdet med pasteller ovenpå. Resultatet er som følgende:

 Her er originalerne

 

Men hvornår er noget en parafrase og hvornår er det kopi, det synes jeg er lidt svært at skelne imellem, og det er vel også et relevant spørgsmål at stille eleverne.

Her er parafraserne - eller er det kopier...

Selvportrætter i praktikken i intro-ugen

I introugen på Den Efterskole i Båring, introducerede vi den øvelse vi selv har lavet med portrætter malet med neocolor oven på fotos.  De fotos de har brugt, har de taget af hinanden. For noget er det lidt en overvindelse at se fjollet ud på fotos, men det smitter jo rigtig hurtigt når der bare er een der "tør". Som optakt havde vi en powerpoint, hvori vi beskrev de forskellige farvers betydning. De var meget optaget af farvernes psykologiske betydning, og flere af dem, var undervejs henne for at kigge på computeren, for lige at se, og den farve de nu valgte også var den farve der havde den betydning de ville udtrykke. Det var et meget bevidst valg, at de skulle male sig selv og ikke en af kammeraterne. Det giver en sårbarhed at skulle fortælle en anden om sig selv, og så lade den anden male sig, og samtidig giver det en fordybelse i sig selv at male sig selv. Derfor valget "at male sig selv".

Læs opgaven og lav et sort hvidt maleri af dig selv...

Dorte spurgte på seminaret om vi skulle gennemgå opgaven. Det gjorde vi sådan lidt løst, men der var enighed om, at vi sagtens selv kunne læse den igennem derhjemme. UPS! Det gør jeg nok ikke lige ude i folkeskolen, heller ikke i de større klasser. Man bliver grebet af det man sidder med (læs mig selv) og så får man ikke læst opgaven ordentligt. Det er det der er sket her med sort/hvid maleriet. Jeg fik godt nok blandet den sorte farve til UG (Hvis jeg selv skal sige det). Den blev helt mørkegrå og faktisk neutral, jeg har efterfølgende prøvet igen, men får nu min sorte enten med blåligt eller grønligt skær. Men hvad gik så galt, -det skulle have været et portrætmaleri der kom sp tæt på fotoet som muligt, men i stedet malede jeg et ekspressivt maleri med duppende og mellemstore penselstrøg, hvor kontrasterne ligger som klatter op af hinanden og ikke er et fotolignende udtryk.
Jeg har intentioner om at prøve een gang til, men det må blive lidt senere.... Maleriet er malet oven på et af mine linoleumstryk. Jeg er ikke tilfreds med resultatet, så jeg må på den igen.

Brug af farvernes betydning i potrætmaleriet

Det ekspressive portræt maleri hvor farvernes betydning og især virkning bruges som middel til at udtrykke lidenskab, stærke følelser og fornemmelser, har jeg her arbejdet med. Det er portrætter af mig selv, hvor arbejdsprocessen har været, at tage ekspressive fotos af mig selv, herefter printe disse ud i A3 og følgende farvelægge med neocolour. Det er første gang siden folkeskolen, at jeg har arbejdet med oliekridt, og jeg er blevet lidt bidt af det. Det første foto jeg farvelagde, havde jeg bestemt, at jeg ville lade min intuition råde, og farvelægge billedet uden hensyntagen til, hvad jeg vidste om de forskellige farvers betydning. Resultatet blev som følgende:

 Hvis jeg efterfølgende skal se på hvilken betydning mine valg af farver har for de signaler billedet sender, så kommer jeg frem til følgende: Halsen er gul, orange og rød, det vidner om lidenskab og varme, men også intellekt, arbejdsomhed og kravstillene. Den gule fortsætter om i ansigtet og er logisk tankegang, men også påtagen af andres problemer og falskhed. Læberne er pink, og det er feminint og vovet. Den orange glød er hidsighed, styrke, energi og kreativitet. Håret er blåt, grønt, og violet, og det tolkes som ro, åbenhed, harmoni og ungdommelig, optimisme, fornyelse, samt åndelig vished. Den sorte baggrund er tonet med violet/ånd og blåt/optimisme samt grønt/kreativitet, men den sorte i sig selv er både en mystisk og tung side - men også en sofistikeret og hemmelig mystisk side.

Jeg er af den overbevisning, at vi ikke kun vælger farver ud fra en psykologisk kognitiv opmærksomhed, men at vi også ofte vil have nogle yndlingsfarver som vi vender tilbage til. Helt fri for egen mening om, hvilke farver der klæder hinanden er vi  heller ikke.
Det er ikke muligt at være objektiv, når man skal vælge de ord om hver farve, der kendetegner de farver der brugt i et selvportræt. Vi er subjektive som mennesker, og vi ser os selv på een måde, men vil nok blive opfattet af andre på en anden måde.

Efterfølgende har jeg farvet mig selv ud fra farvernes betydning og de ord jeg har sat på mig selv.
Jeg er : aktiv, engageret, livlig, optimistisk, påtager mig rigeligt, lidenskabelig, melankolsk, melodramatisk, håbefuld, idérig, kaotisk, hidsig, lattermild, samler, spirituel, håbefuld, kreativ, mor, kvinde og livsglad, men til tider træt...
Dette har jeg fået følgende billeder ud af:

Til forskel for det første har jeg bevidst valgt at tilføje mere grønt og lave min grød mere orange. På billedet med det grønne hår synes jeg at mange af mine følelser om hvem jeg er kommer frem, da billedet er mere varmt og intenst i udtrykket, men samtidig også har et distancerende udtryk. Baggrunden er på begge billeder mere lys, og det er nok mere sådan at jeg er.

Farvenes betydning

Farveopfattelse er en kompliceret virkning mellem øjet og hjernen. Der erikke kun virkningen af den enkelte farve der spiller ind på vores opfattelse, men også samspillet mellem farver. Johannes Itten taler om syv forskellige kontrastvirkninger:

• Farvens egen kontrast 
• Kontrasten mellem lys og mørke
• kontrasten mellem kulde og varme
• komplementær-kontrasten
• simultan-kontrasten
• kvalitets-kontrasten
• kvantitets - kontrasten

Egenkontrasten
Enhver farve har sin egen "strålekraft". Strålekraft er den klarhed, hvormed farven fremtræder i sammenligning med andre farver.
Jo mere mættet, jo mere ren farven er, des større strålekraft. Jo tættere farven er på den rene primære farve, dets større strålekraft, des kraftigere tiltrækker den synets opmærksomhed.
Primærfarvernes egenkontrast (= strålekraft) er således stærkest, derefter kommer sekundærfarvernes og til sidst tertiærfarvernes.
Hvis en farve står sammen med hvidt, svækkes egenkontrasten, hvis den står sammen med sort forstærkes den (fordi den forekommer lysere).
Hvis farvernes egenkontrast skal udnyttes fuldt ud i et billede, bør der være mindst tre farver, med stor forskel i strålekraft, til stede
.
Kontrasten mellem lys og mørke
Kontrastforholdet mellem lyse og mørke farver kan ofte være anvendt for at tiltrække opmærksomhed til de elementer, der er malet i lysere farver og/eller for at signalere en symbolsk, en overført betydning. Forskellen mellem det lyse og det mørke kan nemlig i nogle tilfælde symbolsk forstås som en afbildning af modsætningen mellem liv og død, glæde og sorg, dag og nat, lyst humør og tungsindighed osv.

Kontrasten mellem kulde og varme
Det er, ifølge Itten, videnskabelig bevist ved forsøg med både mennesker og dyr, at den blå farve dæmper blodomløbet, altså sænker legemstemperaturen, mens det modsatte er tilfældet med den røde farve.
I et rum med blå vægge fornemmer mennesker temperaturen lavere end i et rum med røde vægge. I en stald med blå vægge falder dyr hurtigere til ro end i en stald med røde vægge.
Det er almindeligvis blålige og grønlige farver, der virker kølige og gullige og rødlige farver, der virker varme.

Den stærkeste kulde-varme-kontrast er imellem blågrøn og rødorange. De kolde, henholdsvis de varme farver kan i nogle tilfælde således have indflydelse på beskuerens følelsesmæssige stemning Komplementærkontrasten kaldes den kontrast, der er imellem to farver, som ligger diametralt modsat hinanden i Ittens farvecirkel. Hvis de står ved siden af hinanden i et billede forøges begge farvers strålekraft til det højeste niveau. Men blandes de sammen, ophæves deres virkning og bliver til en neutral gråsort farve. Der findes kun én eneste farve, der er komplementærkontrast til en anden.

Rødviolet og gulgrøn danner den stærkeste komplementærkontrast. Virkningen af at anvende komplementærfarver i samme billede er: - at særlige billedelementer fremhæves, fordi komplementærkontrasten bevirker, at billedelementet træder frem med sin stærkest mulige strålekraft. - at øjet opfatter billedet i fuldstændig ro og balance, hvis komplementærfarverne findes i det rette mængdeforhold. - at øjet opfatter motivet som forvirrende og uroligt, hvis kontrastfarverne findes i et særligt mængdeforhold. Simultankontrasten er et optisk bedrag. Det vil, i denne sammenhæng, sige, at beskuerens øjne ser nogle farver, som rent faktisk ikke er der (selv om billedkunstneren hjælper lidt på vej engang imellem). Når beskueren af en reklame eller et kunstbillede ser en farve, vil øjet samtidig (simultant) forsøge at skabe en balance ved at fremmane farvens kontrastfarve. Det er en instinktiv reaktion, den sker helt automatisk. Dette kan reklamedesigneren eller kunstmaleren jo udnytte bevidst på forskellig vis. Hvis fx en neutral grå placeres på en primær- eller sekundærfarve, vil den grå få karakter af farvens komplementærfarve. Neutral grå på rødt, vil derfor se grønlig ud. Neutral grå på gul vil se violetagtig ud. Rødorange på grøn vil se mere rød ud fordi den grønne kalder rødt frem osv. Hvis der er ubalance mellem komplementærfarverne i et billede forstyrres øjet i den grad, at der skabes en tilsyneladende fysisk bevægelse i billedet, som rent faktisk slet ikke eksisterer. Se nedenstående eksempel, som er et fast billede. Alligevel ser øjet drejende bevægelser: Kvalitetskontrasten skal forstås som kontrasten mellem mættede/rene og mindre mættede/mindre rene farver. Man kan brække (= blande) en mættet farve med hvidt og virkningen er som regel en koldere, en lettere eller friskere farve. Brækkes farver med sort fratages de deres lyskarakter og strålekraft i større eller mindre omfang. Det kan virke stemningstyngende, men også stabiliserende og beroligende. Kvantitetskontrasten drejer sig om kontrasten mellem størrelsen af to eller flere farveflader, altså modsætningen mellem stor og lille flade. Om denne kontrast opleves som i balance eller ubalance afhænger dels af, hvor stor forskel der er imellem farvefladernes størrelse og hvor stor forskel, der er i farvernes lyshed (lysstyrke) og/eller farvernes dybdevirkning.

Den største lyshedskontrast findes altså imellem komplementærfarverne gul (lyshedsværdi 9) og violet (lyshedsværdi 3). Farvers lyshed er ikke et statisk fænomen i den forstand, at lysheden altid opleves ens. Hvis en farve fx sammenstilles med hvidt svækkes dens lyshedsværdi, fordi den virker mørkere end den hvide. Hvis farven omvendt sammenstilles med sort forstærkes lyshedsværdien, fordi den, i sammenligning med den sorte, virker lysere, end den egentlig er. Farver kontrasterer også på et rumligt plan i den forstand, at farver kan være med til at skabe dybdevirkning i billedet: Blålige og grønlige farver har tendens til at træde i baggrunden i billedet, hvis de findes sammen med rødlige eller gullige. Mørkere farver opleves ofte som befindende sig i baggrunden i forhold til lysere, der træder i forgrunden.  (http://www.visible.dk/videnom/Farvekontraster.php)