Blindtegning på malerbund

Med inspiration i Otto Mueller parafraserne, har jeg lavet en blindtegning af mig selv på malerbund. Jeg har først blindtegnet mig selv med en sort tusch, herefter har i flader udfyldt maleriet med pastelkridt og givet det lak. Så har jeg med oliekridt/neocolor blindtegnet ovenpå igen, og det er der kommet dette resultat ud af:

Jeg kunne sagtens finde på at benytte denne teknik med nogle elever. Malerbundene er super sjove at lave, og blindtegningen tvinger os/mig til at slå mine skemataer fra og i stedet lade intuitionen råde, det giver liv og en interessant skævhed. Samtidig synes jeg at pastelkridtenes semi-transperance er med til at give billedet dybde og farvespil.

Portrætparafraser på malerbunde

Jeg har leget med mine malerbunde og to portrætter af Otto Mueller fra 1927, hvor malerbundene giver det første lag, og herefter har jeg arbejdet med pasteller ovenpå. Resultatet er som følgende:

 Her er originalerne

 

Men hvornår er noget en parafrase og hvornår er det kopi, det synes jeg er lidt svært at skelne imellem, og det er vel også et relevant spørgsmål at stille eleverne.

Her er parafraserne - eller er det kopier...

Selvportrætter i praktikken i intro-ugen

I introugen på Den Efterskole i Båring, introducerede vi den øvelse vi selv har lavet med portrætter malet med neocolor oven på fotos.  De fotos de har brugt, har de taget af hinanden. For noget er det lidt en overvindelse at se fjollet ud på fotos, men det smitter jo rigtig hurtigt når der bare er een der "tør". Som optakt havde vi en powerpoint, hvori vi beskrev de forskellige farvers betydning. De var meget optaget af farvernes psykologiske betydning, og flere af dem, var undervejs henne for at kigge på computeren, for lige at se, og den farve de nu valgte også var den farve der havde den betydning de ville udtrykke. Det var et meget bevidst valg, at de skulle male sig selv og ikke en af kammeraterne. Det giver en sårbarhed at skulle fortælle en anden om sig selv, og så lade den anden male sig, og samtidig giver det en fordybelse i sig selv at male sig selv. Derfor valget "at male sig selv".

Læs opgaven og lav et sort hvidt maleri af dig selv...

Dorte spurgte på seminaret om vi skulle gennemgå opgaven. Det gjorde vi sådan lidt løst, men der var enighed om, at vi sagtens selv kunne læse den igennem derhjemme. UPS! Det gør jeg nok ikke lige ude i folkeskolen, heller ikke i de større klasser. Man bliver grebet af det man sidder med (læs mig selv) og så får man ikke læst opgaven ordentligt. Det er det der er sket her med sort/hvid maleriet. Jeg fik godt nok blandet den sorte farve til UG (Hvis jeg selv skal sige det). Den blev helt mørkegrå og faktisk neutral, jeg har efterfølgende prøvet igen, men får nu min sorte enten med blåligt eller grønligt skær. Men hvad gik så galt, -det skulle have været et portrætmaleri der kom sp tæt på fotoet som muligt, men i stedet malede jeg et ekspressivt maleri med duppende og mellemstore penselstrøg, hvor kontrasterne ligger som klatter op af hinanden og ikke er et fotolignende udtryk.
Jeg har intentioner om at prøve een gang til, men det må blive lidt senere.... Maleriet er malet oven på et af mine linoleumstryk. Jeg er ikke tilfreds med resultatet, så jeg må på den igen.

Brug af farvernes betydning i potrætmaleriet

Det ekspressive portræt maleri hvor farvernes betydning og især virkning bruges som middel til at udtrykke lidenskab, stærke følelser og fornemmelser, har jeg her arbejdet med. Det er portrætter af mig selv, hvor arbejdsprocessen har været, at tage ekspressive fotos af mig selv, herefter printe disse ud i A3 og følgende farvelægge med neocolour. Det er første gang siden folkeskolen, at jeg har arbejdet med oliekridt, og jeg er blevet lidt bidt af det. Det første foto jeg farvelagde, havde jeg bestemt, at jeg ville lade min intuition råde, og farvelægge billedet uden hensyntagen til, hvad jeg vidste om de forskellige farvers betydning. Resultatet blev som følgende:

 Hvis jeg efterfølgende skal se på hvilken betydning mine valg af farver har for de signaler billedet sender, så kommer jeg frem til følgende: Halsen er gul, orange og rød, det vidner om lidenskab og varme, men også intellekt, arbejdsomhed og kravstillene. Den gule fortsætter om i ansigtet og er logisk tankegang, men også påtagen af andres problemer og falskhed. Læberne er pink, og det er feminint og vovet. Den orange glød er hidsighed, styrke, energi og kreativitet. Håret er blåt, grønt, og violet, og det tolkes som ro, åbenhed, harmoni og ungdommelig, optimisme, fornyelse, samt åndelig vished. Den sorte baggrund er tonet med violet/ånd og blåt/optimisme samt grønt/kreativitet, men den sorte i sig selv er både en mystisk og tung side - men også en sofistikeret og hemmelig mystisk side.

Jeg er af den overbevisning, at vi ikke kun vælger farver ud fra en psykologisk kognitiv opmærksomhed, men at vi også ofte vil have nogle yndlingsfarver som vi vender tilbage til. Helt fri for egen mening om, hvilke farver der klæder hinanden er vi  heller ikke.
Det er ikke muligt at være objektiv, når man skal vælge de ord om hver farve, der kendetegner de farver der brugt i et selvportræt. Vi er subjektive som mennesker, og vi ser os selv på een måde, men vil nok blive opfattet af andre på en anden måde.

Efterfølgende har jeg farvet mig selv ud fra farvernes betydning og de ord jeg har sat på mig selv.
Jeg er : aktiv, engageret, livlig, optimistisk, påtager mig rigeligt, lidenskabelig, melankolsk, melodramatisk, håbefuld, idérig, kaotisk, hidsig, lattermild, samler, spirituel, håbefuld, kreativ, mor, kvinde og livsglad, men til tider træt...
Dette har jeg fået følgende billeder ud af:

Til forskel for det første har jeg bevidst valgt at tilføje mere grønt og lave min grød mere orange. På billedet med det grønne hår synes jeg at mange af mine følelser om hvem jeg er kommer frem, da billedet er mere varmt og intenst i udtrykket, men samtidig også har et distancerende udtryk. Baggrunden er på begge billeder mere lys, og det er nok mere sådan at jeg er.

Farvenes betydning

Farveopfattelse er en kompliceret virkning mellem øjet og hjernen. Der erikke kun virkningen af den enkelte farve der spiller ind på vores opfattelse, men også samspillet mellem farver. Johannes Itten taler om syv forskellige kontrastvirkninger:

• Farvens egen kontrast 
• Kontrasten mellem lys og mørke
• kontrasten mellem kulde og varme
• komplementær-kontrasten
• simultan-kontrasten
• kvalitets-kontrasten
• kvantitets - kontrasten

Egenkontrasten
Enhver farve har sin egen "strålekraft". Strålekraft er den klarhed, hvormed farven fremtræder i sammenligning med andre farver.
Jo mere mættet, jo mere ren farven er, des større strålekraft. Jo tættere farven er på den rene primære farve, dets større strålekraft, des kraftigere tiltrækker den synets opmærksomhed.
Primærfarvernes egenkontrast (= strålekraft) er således stærkest, derefter kommer sekundærfarvernes og til sidst tertiærfarvernes.
Hvis en farve står sammen med hvidt, svækkes egenkontrasten, hvis den står sammen med sort forstærkes den (fordi den forekommer lysere).
Hvis farvernes egenkontrast skal udnyttes fuldt ud i et billede, bør der være mindst tre farver, med stor forskel i strålekraft, til stede
.
Kontrasten mellem lys og mørke
Kontrastforholdet mellem lyse og mørke farver kan ofte være anvendt for at tiltrække opmærksomhed til de elementer, der er malet i lysere farver og/eller for at signalere en symbolsk, en overført betydning. Forskellen mellem det lyse og det mørke kan nemlig i nogle tilfælde symbolsk forstås som en afbildning af modsætningen mellem liv og død, glæde og sorg, dag og nat, lyst humør og tungsindighed osv.

Kontrasten mellem kulde og varme
Det er, ifølge Itten, videnskabelig bevist ved forsøg med både mennesker og dyr, at den blå farve dæmper blodomløbet, altså sænker legemstemperaturen, mens det modsatte er tilfældet med den røde farve.
I et rum med blå vægge fornemmer mennesker temperaturen lavere end i et rum med røde vægge. I en stald med blå vægge falder dyr hurtigere til ro end i en stald med røde vægge.
Det er almindeligvis blålige og grønlige farver, der virker kølige og gullige og rødlige farver, der virker varme.

Den stærkeste kulde-varme-kontrast er imellem blågrøn og rødorange. De kolde, henholdsvis de varme farver kan i nogle tilfælde således have indflydelse på beskuerens følelsesmæssige stemning Komplementærkontrasten kaldes den kontrast, der er imellem to farver, som ligger diametralt modsat hinanden i Ittens farvecirkel. Hvis de står ved siden af hinanden i et billede forøges begge farvers strålekraft til det højeste niveau. Men blandes de sammen, ophæves deres virkning og bliver til en neutral gråsort farve. Der findes kun én eneste farve, der er komplementærkontrast til en anden.

Rødviolet og gulgrøn danner den stærkeste komplementærkontrast. Virkningen af at anvende komplementærfarver i samme billede er: - at særlige billedelementer fremhæves, fordi komplementærkontrasten bevirker, at billedelementet træder frem med sin stærkest mulige strålekraft. - at øjet opfatter billedet i fuldstændig ro og balance, hvis komplementærfarverne findes i det rette mængdeforhold. - at øjet opfatter motivet som forvirrende og uroligt, hvis kontrastfarverne findes i et særligt mængdeforhold. Simultankontrasten er et optisk bedrag. Det vil, i denne sammenhæng, sige, at beskuerens øjne ser nogle farver, som rent faktisk ikke er der (selv om billedkunstneren hjælper lidt på vej engang imellem). Når beskueren af en reklame eller et kunstbillede ser en farve, vil øjet samtidig (simultant) forsøge at skabe en balance ved at fremmane farvens kontrastfarve. Det er en instinktiv reaktion, den sker helt automatisk. Dette kan reklamedesigneren eller kunstmaleren jo udnytte bevidst på forskellig vis. Hvis fx en neutral grå placeres på en primær- eller sekundærfarve, vil den grå få karakter af farvens komplementærfarve. Neutral grå på rødt, vil derfor se grønlig ud. Neutral grå på gul vil se violetagtig ud. Rødorange på grøn vil se mere rød ud fordi den grønne kalder rødt frem osv. Hvis der er ubalance mellem komplementærfarverne i et billede forstyrres øjet i den grad, at der skabes en tilsyneladende fysisk bevægelse i billedet, som rent faktisk slet ikke eksisterer. Se nedenstående eksempel, som er et fast billede. Alligevel ser øjet drejende bevægelser: Kvalitetskontrasten skal forstås som kontrasten mellem mættede/rene og mindre mættede/mindre rene farver. Man kan brække (= blande) en mættet farve med hvidt og virkningen er som regel en koldere, en lettere eller friskere farve. Brækkes farver med sort fratages de deres lyskarakter og strålekraft i større eller mindre omfang. Det kan virke stemningstyngende, men også stabiliserende og beroligende. Kvantitetskontrasten drejer sig om kontrasten mellem størrelsen af to eller flere farveflader, altså modsætningen mellem stor og lille flade. Om denne kontrast opleves som i balance eller ubalance afhænger dels af, hvor stor forskel der er imellem farvefladernes størrelse og hvor stor forskel, der er i farvernes lyshed (lysstyrke) og/eller farvernes dybdevirkning.

Den største lyshedskontrast findes altså imellem komplementærfarverne gul (lyshedsværdi 9) og violet (lyshedsværdi 3). Farvers lyshed er ikke et statisk fænomen i den forstand, at lysheden altid opleves ens. Hvis en farve fx sammenstilles med hvidt svækkes dens lyshedsværdi, fordi den virker mørkere end den hvide. Hvis farven omvendt sammenstilles med sort forstærkes lyshedsværdien, fordi den, i sammenligning med den sorte, virker lysere, end den egentlig er. Farver kontrasterer også på et rumligt plan i den forstand, at farver kan være med til at skabe dybdevirkning i billedet: Blålige og grønlige farver har tendens til at træde i baggrunden i billedet, hvis de findes sammen med rødlige eller gullige. Mørkere farver opleves ofte som befindende sig i baggrunden i forhold til lysere, der træder i forgrunden.  (http://www.visible.dk/videnom/Farvekontraster.php)