Arbejdet med skulptur giver rige muligheder for at eksperimentere med forskellige redskaber, lære forskellige teknikker og bruge hele sit kropslige erfaringspotentiale i en udforskning af betydninger og i en kreativ skabelse af nye former med nye betydninger.
Arbejdet med rumlig form kan give eleven mange taktile og kinæstetiske erfaringer. Materialernes forskellige beskaffenhed danner grundlag for tre former for skulpturelle arbejdsmetoder: modellering, sammenføjning og udhugning.
En skulptur er en tredimensional genstand, der har betydning for mennesker uden at have praktisk-materiel funktion som sådan. Vi har skulpturer i vore omgivelser, på vore museer og i vore hjem. Vi kan gå rundt om en skulptur, føle på den og stille den sammen med andre genstande og i miljøer, hvorved dens betydninger skifter.
Arbejdet med skulpturer kan gøre eleverne bevidste om materialers karakterer, om formers udtryksmuligheder, om geometriske voluminer og overflader, og at de kan være stærke symbolske markører for en kulturel begivenhed, et tilhørsforhold eller en ideologi i et samfund. Derved er skulpturen en betydningsfuld kunstnerisk form at beskæftige sig med i billedkunst.
For at lære både materielae og mulige udtryksformer at kende, kan man arbejde med forskellige måder af udforskning. Den måde vi har arbejdet med leret på er en øvelse i blindmodellering og vi har i arbejdet med ler brugt hænderne som de primære formgivere. Værktøj indgår først senere i forarbejdningsprocessen.
Det bløde ler passer til hændernes styrke og følsomhed. Derfor er ler et primært skulpturmateriale i skolen.
Dog kan for blødt ler være for slattent til voksne hænder og langtidslagret ler være for hårdt til børnehænder.
Lerets årtusinder gamle forhold til hænder er værd at opholde sig ved i en nutidskultur, hvor fjernsanserne dominerer, og den direkte fysiske kontakt til naturen er blevet teknologiseret.
Da vi var helt små var hændernes griben og mundens undersøgelse helt afgørende for vores oplevelse og viden om verden.
Nu er det nok at gå til yderlighederne at sutte på leret som studerende, men engang har vi gjort det – måske ikke ler, så jord og sand.
Med hænderne – vi kan koncentrere os om deres oplevelse og viden om verden ved blindmodellering dvs. at vi former leret med lukkede øjne.
Vi bruger en klump ler, der formes til en kugle, som vi kan gribe om – som en snebold.
Lukker øjnene og former et menneske, koncentrationen og sanseligheden ryger ud i hænderne. Efter et stykke tid kan hænderne og især fingerspidserne føles helt elektriske.
Fingrene føler sig frem i formgivningen og i løbet af de tre blindmodelleringsøvelser bliver fingrenes bevægelser hurtigere og hurtigere og danser over leret.
De fleste former menneskefiguren ved at trække lemmer og hoved ud af klumpen, men der også nogle, der former delelementerne hver for sig – for til sidst at sætte dem sammen. Jeg har brugt en kombination af disse teknikker til min udformning af menneske kroppen.
Vi klemte figuren sammen til en klump igen og blindmodellerede et hoved. Nu formes der udelukkende med klem og tryk og hænderne lukker sig om leret i grund-modellering af hovedformen. Hænderne kender ansigtsformerne – kommer tit på besøg på næsen og ved munden.
Øjne, mund og ører bliver tit til huller og næsen stikkes flot og langt frem. Alt i alt får vi en hovedform, der er langt fra ”tegning på ler”. Blindmodellering har altså nogle skulpturelle kvaliteter, der er værd at holde fast i.
Her er min blindmodellering af et hoved
Vi prøvede nu at bruge blindmodellering som ”iagttagelse” af vores tommelfinger – normalt venstre hånds. Med en lille klump ler føler vi os systematisk frem fra befamling af finger til lerfingeren – hvor er den flad og rund, og hvor er der bløde hudfolder i kontrast til neglens hårde glatte form? Det er forbløffende, hvor langt man kan komme på den måde. Det er en koncentreret oplevelse, der åbner for formmæssige og sanselige kvaliteter i skulpturarbejdet.
Herefter gik vi over til at arbejde med transformation af skulptur. Der formes tre kopier af den samme genstand, her et æble, ud fra skildringsformen fantasi og forestilling. Herefter er det forestillingsevnen der skaber de efterfølgende udtryksformer
A. Der er kræfter uden for jeres skulptur, som påvirker den. Den presser den sammen, får den til at skrumpe, rynke, foldning. Begreber: hulhed og sårbarhed – nedbrydning og forfald - slappe voluminer eller nedsmeltning. - her valgte vi at smage på leret og æblet blev til et skrog.
B. Der er kræfter inde i jeres ting, som sætter den under tryk. Spænder den til bristepunktet – måske ud over bristepunktet. Den slår revner, ridses op, krakelerer og det indeni vil ud. - her valgte vi at sprænge æblet så det gik i mange stykker og splattede ud.